Jesper Juul

June 2013

Kære ven,

For fire uger siden opererede lægerne for anden gang i min hals i håbet om, at jeg kunne få min stemme tilbage. Det lykkedes, men glæden varede kun et par dage, så blokerede arvævet igen for mit luftrør og dermed mit stemmebånd. Den 16. Maj blev jeg opereret for tredje gang – og nu føles det bedre. Selv om jeg kun kan hviske, kan jeg i det mindste gøre mig selv forståelig.

Genoptræning af min underkrop tager lang tid. Hvis jeg er uheldig, er der en risiko for, at mit liv bliver meget begrænset.

Jeg har haft møde med “mit” hold af specialister, hvor jeg kunne sætte mine personlige mål for de næste par måneder. Jeg nævnte, at jeg vil tilbage til Istria i juli måned uanset hvordan det går med mit helbred. Det har vi nu sat som mit mål - hvilket passer fint med deres planer, da min afdeling skal lukkes i sommerferien af budgetmæssige årsager. Jeg træner to til tre timer hver dag og min overkrop bliver stærkere og stærkere.

To af mine nye bøger er blevet udgivet i Tyskland, og de sælger fint. Vi har også nogle ideer til et par andre bøger.

Heldigvis bliver mine gode venner ved med at forkæle mig med besøg og lækker mad. Jeg får også mange dejlige hilsner - det gør mig godt. I det store hele, tror jeg på min fremtid - men jeg er ikke så begejstret for den nærmeste fremtid. Med den lidt triste kommentar ønsker jeg dig et dejligt forår.

Med kærlig hilsen,
Jesper

Copyright © Jesper Juul